Hyppige spørgsmål

Nedenfor er der svar på nogle af de spørgsmål, som mine klienter typisk har, når de henvender sig.

Hvad skal der ske?
Hvad koster det?
Er det noget for mig?

Har du yderligere spørgsmål eller har brug for yderligere afklaring er du velkommen til at kontakte mig direkte.

Personlig coaching - hvad skal der ske?

Coaching er en dialogform, hvor coachen stiller en række spørgsmål, der afklarer problemstillingen og ønskerne for forandring hos den coachede.

Coachingen er meget målorienteret, hvilket giver et godt drive i forhold til at skabe forandringer.

Gennem afklaring af mentale strategier og mønstre bliver det muligt at forandre dem, og hér hjælper det at have et konkret mål at arbejde hen mod.

Al coaching foregår i fortrolighed mellem coachen og den coachede - uanset om det er dig eller din arbejdsgiver, der betaler.

Coach sessionen tager en time.

Nedenfor kan du se det lokale, hvor coachingen foregår.

Personlig coaching - hvad koster det?

Hvis du selv eller din familie betaler koster en coach session 1.000,- (inkl. moms).

Hvis du har diagnosen ADHD vil jeg altid anbefale dig at søge om penge fra din kommune til at få mig tilknyttet som specialkonsulent. På den måde kan du få coachingen betalt under paragraf 100 i serviceloven.

En del af mine klienter får hel eller delvist betalt deres coaching forløb af deres kommune eller uddannelsessted. Hvis du vil søge din kommune eller dit studie om støtte til at blive coachet, så bed din socialrådgiver eller studievejleder maile eller ringe direkte til mig. Hvis du har behov for en udtalelse om ADHD Coaching, så hjælper jeg gerne med dette.

Når din kommune, virksomhed eller arbejdsgiver betaler for dig koster en session også 1.000,- (inkl. moms).

Hvis du beslutter dig for at starte et egentligt forløb hos mig, kan du eller din kommune købe ti coaching sessioner for 9.000,- (inkl. moms).

En coach session varer en time.

Personlig coaching - er det noget for mig?

Alle kan modtage personlig coaching. Jeg har coachet folk fra mange forskellige brancher og med alle mulige forskellige livsforløb. Det kan være relativt ressourcestærke folk, der har problemer som de har behov for at tackle eller komme ud over, så de kan fortsætte deres personlige udvikling eller bare finde ro med sig selv i dagligdag, forhold, job og liv i øvrigt. Eller det kan være folk, der har mange problemer og har behov for at forandre deres liv i stor grad, - som mange med ADHD har det.

Læs igennem nogle af eksemplerne på coaching for at få en fornemmelse af, hvor forskellige problemstillinger, jeg arbejder med. Og husk at du er velkommen til at kontakte mig direkte for at finde ud af om coaching er noget for dig.

Jeg er ikke uddannet til at håndtere store traumer og kriser som misbrug, incest, osv., så disse problemer anbefaler jeg at du taler med en psykolog om. Ligeledes kan jeg desværre heller ikke arbejde med personer der er på nervemedicin, med mindre der er givet accept hertil fra den behandlende psykolog.

Til gengæld har jeg gode erfaringer med at arbejde med folk, der har fået deres problemer arbejdet godt igennem hos en psykolog. Når problemet er kommet godt ud fra livet, kan det være yderst givtigt at få arbejdet med alle de mentale konstruktioner, der gør det svært at komme videre med problemerne. At få defineret sig selv i positive termer og billeder giver for mange et enormt boost i forhold til at komme videre i livet.